 |
|
|
| |
| Ætsning  |
| |
Ætsning kendes først fra begyndelsen af 1500-tallet, og det bliver snart den fremherskende teknik for kunstnere, der ønsker at arbejde frit med mediet i modsætning til reproduktions-grafikerne, der med stor opfindsomhed og teknisk virtuositet vedblivende foretrak kobberstikkets præcise, men møjsommelige teknik til at eftergøre andres værker så tro mod forlægget som muligt.
Man kan opfatte ætsning, eller radering som teknikken også benævnes, som en smart genvej til at lave et dybtryk. Her dækkes pladen med en syrebestandig fernis, der er så blød, at man uden besvær kan tegne i den med en radernål. Derved blotlægges kobberet, som nedsænkes i syre. Hvor kobberet kan angribes, ætses der fordybninger. Fernissen fjernes, og så sværtes og trykkes pladen lige som ved kobberstikket.
Ætsning brugtes ofte af malere, som nemt kunne arbejde med denne teknik uden de forudsætninger, som kobbertrykkets mere krævende teknik fordrede. På denne måde kunne der arbejdes mere spontant, og de kunstnere, der arbejdede med ætsningen, blev siden kaldt "peintres-graveurs", dvs. maler-raderere, netop for at adskille dem fra reproduktions-grafikerne.
Siden romantikken har der været en stærk tendens til at anse de kunstnere, der arbejdede ud fra egne tegninger, højest, men blandt dem, der arbejdede med reproduktion af andres værker, er der så store forskelle i mesterskab og så stort rum for udfoldelse af eget mesterskab, at man i mange tilfælde må anse disse for kunstværker i egen ret.
Man kan kende forskel på de to dybtryksteknikker, kobberstik og ætsning, ved at studere liniernes forløb og karakter. I kobberstik arbejdes der gerne med mange parallelle linier, og linierne vil munde ud i en spids, der hvor den skarpe gravstik forlade kobberet.
Ved ætsning ender linien derimod stumpt, og den bevæger sig gerne mere bølget og frit, som når der arbejdes med en blyant over papir. Ætsningen kan have den spontane skitses karakter, som i Rembrandts "Studieblad med seks Kvindeansigter, heriblandt Saskia", som står i modsætning til den velovervejede præcision og nøjagtighed, der er kendetegnende for kobberstikkets mere møjsommelige teknik.
I den frie bølgende streg står hustruen Saskias ansigt lysende friskt og levende, som var det tegnet i ætsegrunden lige over for modellen. |
|
| |
 |
|
| |
|
Rembrandt van Rijn1606-1669
Studieblad af 6 ansigter, heriblandt Saskia. 1636
Ætsning
151 x 125 mm. Beskåret
|
| |
.gif)
