 |
|
|
| |
| Koldnål  |
| |
Omkring 1640 begyndte Rembrandt at kombinere ætsningen med koldnålsradering, en anden dybtryksteknik, der minder en del om kobberstikket.
I begge teknikker tegner kunstneren direkte med et skarpt instrument i metallet og pløjer derved metallet op.
Men hvor kobberstikkeren er præcis og stemmer metallet væk med en hårfin og trænet teknik, for bagefter at pudse det overflødige metal bort fra rillernes sider, tegner kunstneren mere frit og udtryksfuldt med koldnålen. Bagefter kan han, som Rembrandt ofte har gjort, lade det oppløjede metal, graten, sidde tilbage. Denne grat vil ved indsværtningen holde en hel del sværte, som i trykningen vil blive afsat på papiret i lodne, fløjlsagtigt sorte områder.
Graten er flygtig og vil efter relativt få trykninger forsvinde. Tidlige tryk med megen grat vurderes højt, fordi de i højere grad viser kunstnerens oprindelige hensigt med billedet. Rembrandt arbejdede nemlig meget bevidst med gratens muligheder, og han opnåede ved anvendelsen heraf en udvidelse af sin foretrukne kontrast mellem lys og mørke, hvor graten vil kunne anvendes som det dybeste mørke. Hans grafik blev rigere på udtryk og fylde.
Rembrandt blev den store foregangsmand i udnyttelsen af koldnålens muligheder, sådan som det kan ses i f.eks. på ærmet af manden i Rembrandts Faust.
Enkelte af Rembrandts sene tryk er udført i ren koldnål – en teknik, som ellers først bliver almindelig i det 20. århundrede. |
|
| |
 |
|
| |
|
Rembrandt van Rijn1606-1669
Faust. Ca. 1652
Ætsning med koldnål
209 x 160 mm. Beskået
|
| |
.gif)
