 |
|
|
| |
|
| | Forbehandling af trykpladen
Kobberpladens kanter files skrå for at undgå, at skarpe kanter skærer i papiret under trykningen.
Herefter pudses kobberpladen med pudsemiddel og klud.
Man må være omhyggelig med pudsningen, for en blank plade er det bedste udgangspunkt for en vellykket ætsning.
Nu bliver pladen så blank, at man kan spejle sig i den. Så er den fin. |
|
|
|
| |
| Princip |
| |
Det der adskiller koldnål fra ætsning og kobberstik er måden, hvorpå trykpladen bliver til og dermed trykkets udseende - og ikke hverken indsværtning med farve eller trykningen. Der opnås streger af en helt anden karakter end ved ætsning, fordi graten er i stand til at holde på meget farve. Derfor har en koldnålsradering karakteristisk "uldne" streger.
Man kan kombinere ætsning og koldnål, som Rembrandt gjorde.
Man skal bruge en blankpoleret plade af zink, aluminium eller kobber. Her er kobber valgt.
Fordybningerne i pladen opnås ikke, som ved ætsning, ved at lægge pladen i syre, men ved direkte at ridse i pladen med et spidst instrument, en radernål. Her ses tværsnit af trykplade efter ridsning med radernål.
Her vises, hvordan trykfarven aflejres i liniens fordybning og i kanten af graten.
Jo hårdere man trykker med radernålen, når man ridser i pladen, jo dybere bliver fordybningen i pladen, og jo større bliver graten, og man opnår en federe streg.
Det er vigtigt at holde radernålen så lodret som muligt, ellers risikerer man at få en fordybning som vist her. Fra en sådan skæv fordybning vil papiret kun delvist kunne hente farven op.
Her ses 2 grater i trykpladen.
Pladen dækkes med trykfarve, som omhyggeligt presses ned i alle fordybninger.
Den overskydende farve tørres af, og nu er der farve i fordybningerne. Men desuden holder graten fast på noget ekstra farve.
Pladen køres gennem trykpressen med papir og filt over, og nu overføres trykfarven til det fugtige papir, der suger farven op. |
|
| |
 |
|
| |
.gif)
.jpg){kind=small}
.jpg)
