4. klasse på Balle Friskole udstiller i JuniorGalleriet på Vejle Kunstmuseum
Inspireret af Anders Moseholm særudstillingen "Right here in front of you" har Balle Friskoles 4. klasse i samarbejde med museumsformidler Susanne Baldus Pedersen arbejdet med fremstilling af malerier, som udstilles i JuniorGalleriet.
Vejle Kunstmuseum markerer p.t. Anders Moseholms 50-års fødselsdag med en stor retrospektiv udstilling, som også indeholder flere nymalede værker.
Anders Moseholm har markeret sig flot blandt de yngre kunstnere med et særegent udtryk. Hans malerier bevæger sig mellem et udtryk fra en svunden tid til det helt moderne nutidige. Han arbejder med forskellige temaer bl.a. interiør i store sale, skoven og vue over megabyer.
Sammen med billedkunstlærer Hans Jørgen Balle har Balle Friskoles 4. klasse haft en koncentreret arbejdsproces, der begyndte med klassens besøg i særudstillingen. Her fik klassen en omvisning ved museumsformidler Susanne Baldus Pedersen. Der blev efterfølgende tegnet inspirationsskitser af værker udvalgt af eleverne selv. Hjemme på skolen er der blevet afprøvet maleteknikker, som kunne give en laserende effekt à la Moseholm. Det var en udfordrende, men lærerig proces.
Susanne Baldus Pedersen kom på besøg i billedkunstlokalet en dag og assisterede ved billedarbejdet. Der var en god stemning og god dialog om billederne. Man skal gøre sig umage, når malerierne skal hænge på Kunstmuseet!
Sidste hånd er nu blevet lagt på 4. klasses værker, og alle "kunstnerne" har gjort sig umage.
Udstillingen er tilrettelagt af museumsformidler Susanne Baldus Pedersen. Kontakt: subal@vejle.dk
Andre mulige aktivite-ter, som du kan benyt-te dig af
Multirummet
Her kan eleverne tegne efter omvisningen. Der er også mulighed for at spise madpakken. Multirummet er desuden velegnet til ophængning af elevarbejder.
Børn som kunstguider
Klasserne arbejder med forskellige kunstnere / værker og fremlægger her for en anden klasse, evt. fra en anden skole. Det kan være på samme årgang eller for en yngre klasse. Elevernes eget billedudtryk kan udstilles i JuniorGalleriet eller i Multirummet.
Musik / drama
Der er også mulighed for musikalsk udtryk eller drama i forbindelse med en udstilling.
Større projekter
Større gennemarbejdede projekter fx i forbindelse med temauger på skolerne kan udstilles i multirummet.
KONTAKT OS MED DINE ØNSKER OG FORSLAG subal@vejle.dk