Kære vennekredsmedlem/mer,
Først vil vi ønske godt nytår med ønsket om mange gode kunstoplevelser i det kommende år.
På Vejle Kunstmuseum bliver kunsten i høj grad kombineret med zoologien i foråret 2011, for her kommer Vejle Kunstmuseum til at stå i hvalens tegn. Den berømte finhval fra Vejle Fjord er nu blevet til skelet og vises i Vejle Kunstmuseums forhal i sine 15 meters længde (nu) fra 15. januar.
Film og information supplerer i et lille nyindrettet filmrum i foyeren, og der er ingen tvivl om, at mange vil komme og se Valles jordiske rester i dens imponerende skulpturelle form, som er nedlagt på søral i en maritim setting.
Museet har genophængt sine samlinger til at ledsage dette hvaltema, som ingenlunde er irrelevant, da Vejle Kunstmuseum ejer meget fine grindedrabsbilleder af Færøernes store maler Samál Joensen-Mikines. Omkring disse er salene nu ophængt med færøske motiver, og en hel sal er fyldt med nyerhvervelser fra Statens Kunstfond af en serie fotografier med grindedrabstema udført af grafikeren Palle From.
Senere på sæsonen viser museet – oprindeligt i øvrigt helt uden sammenhæng med finhvalen – udstillingen HVALTEGN & DYRESPOR. Feltgrafik af Pernille Kløvedal Helweg fra den 9. april. Her er tale om en kunstner der er dybt fascineret af dyrespor, og som har ”samarbejdet” med dyr om sine kunstværker. De kan typisk være blevet til ved at f.eks. en isbjørn er lokket til at vandre hen over en præpareret kobberplade, som kunstneren så har brugt som udgangspunkt for et grafisk kunstværk. Men også delfiner og grindehvaler er hun ikke veget tilbage for at trykke ned på kobberplader – en overvældende logistisk udfordring og resulterende i meget store og magtfulde værker af dimensioner, som grafikken kun meget sjældent arbejder med. Selv finhvalen lykkedes det Pernille Kløvedal Helweg at få et stykke af i juni - for at trykke et grafisk værk ud fra dens særegne rillede overflade.
Forinden, nemlig den 26. februar, åbner udstillingen med kunstneren Jes Fomsgaard, MAZE, det engelske ord for LABYRINT. Og labyrintiske er sandelig de arkitektoniske irgange, som Jes Fomsgaards imponerende malerier lader øjet løbe ad i hans maleriske universer, hvor arkitekturens forhold til bygningskroppe og anatomi afdækkes.
Der er naturligvis KunstOnsdage og lørdags- og søndagsomvisninger, andre aktiviteter og frem for alt de sædvanlige vennekreds-omvisninger, hvor den første er
Tirsdag 25. januar kl. 19
Ved museumsinspektør Marianne Sørensen
I særophængningen ”Kunst i dialog” i Utzonsalen vises kunstmuseets faste samling på en anderledes måde. Med Vejle Kunstmuseums store flotte samling af kunst, var det nærliggende at gå på opdagelse i værker, der kan går i indbyrdes dialog.
Vi har valgt en ophængning efter tema, farver eller former. Det betyder, at værker fra forskellige perioder mødes, så der opstår en korrespondance og fællesskab mellem værkerne. Eller at værker fra samme periode, men meget forskellige i udtrykket, pludselig passer sammen i indholdet.
Desværre må museet i forårssæsonen undlade at tilbyde de sædvanlige ekskursioner og rejser, da museumsinspektør Signe Jacobsen har orlov i en periode. Vi håber at kunne vende tilbage med fuldt program igen til efteråret.
Vi glæder os til at se jer på museet i den kommende sæson.