I 1994 blev vejlenserne første gang præsenteret for samlingen, og i 1995 erhvervedes til kunstmuseet den privatsamling, som slagtermester Max Wørzner (1898-1945) og hans hustru Inger (1900-1993) opbyggede i tiden fra 1930’erne til 1945.
Samlingen tæller 124 værker, som omfatter særlige tyngdepunkter omkring Gjern-maleren Erik Raadal, den klassiske modernist Vilhelm Lundstrøm og en stor samling af de tidlige abstrakt-ekspressionister, hvoraf flere efter besættelsen deltog i COBRA-bevægelsen.
I denne del af samlingen findes betydelige og banebrydende ung-domsmalerier af Else Alfelt, Carl-Henning Pedersen, Ejler Bille, Egill Jacobsen, Henry Heerup, Richard Mortensen, Asger Jorn og islændingen Svavar Gudnason. Af kunstnerne Robert Jacobsen, Ejler Bille og Henry Heerup forefindes i alt 20 skulpturer, hvortil kommer en række tegninger og grafiske værker af Ejler Bille, Asger Jorn og Carl-Henning Pedersen.
Erhvervelsen af denne samlingen bidrog i høj grad til at forøge den kunstneriske bredde og værdi af Vejle Kunstmuseums samling.
Bogen "Wørzners Samling" som ses her til højre udkom i 2006 og har tekster af museumsleder, mag. art. Nina Damsgaard og af kunsthistoriker, mag. art. Inge Mogensen. Bogen udgives og forhandles af Vejle Kunstmuseum.
Klik på billederne til venstre og se værkerne i en større udgave. Ovenfor er forsiden af bogen om Wørzners Samling vist.