VEJLEs LANDSKAB - det kulturpolitiske motiv

Landskaberne valgtes med Høyens ord in mente, så de svarede til malerens og kundernes forestillinger om det særegne danske landskab, som man via maleriet ønskede at skabe stolthed over.

Det kunne være dramatiske bakker, kyster eller skrænter, eller idyllisk landbrugsland med enge og overdrev med spredte træer. Det kunne også være flotte løvskove eller spredte, forblæste træer. Minder om landets glorværdige fortid, især i oldtid og middelalder, bidrog til at skabe den rette stemning. Dagens vejr skulle være godt, dvs. sol og meget klar luft, gerne med drivende skyer.

Hele landskabet på maleriet skulle danne en harmonisk helhed og åbne blikket mod fjerne horisonter.

Kampen i 1830'erne og 1840'erne for at bevidstgøre det danske folk om værdierne i det nationale fællesskab tog mange former. Sange, romaner og historiske værker var fremtrædende, sammen med store folkemøder - eksempelvis på Skamlingsbanken og Himmelbjerget. En grundtanke var, at der eksisterede et fællesskab mellem folk, sprog, historie og landskab, der gensidigt påvirkede hinanden. Et vigtigt led i denne bevægelse var malerkunsten, som blev en national kunst.