
Baby Lounge med mini-koncert for voksne og babyer
Gå ikke glip af denne formiddag i Baby Lounge, når musiker Camilla Bang – også kendt som Tigermor – giver mini-koncert for både voksne og babyer
Midt i særudstillingen Frugtbar kan I opleve en stemningsfuld, akustisk mini-koncert, der er skræddersyet til, at også de mindste kan være med. Her kan du opleve udstillingens “Sang til Planeten” af billedkunstner og forfatter Amalie Smith live sammen med Tigermors sange om livet som mor og kvinde.
Glæd jer til tekster, hvor humor og alvor går hånd i hånd, og hvor det store drama i det helt almindelige hverdagsliv får stemme. En intim musikalsk oplevelse midt i kunsten, der hylder forældreskabet og sætter ord på de dybe følelser, der følger med privilegiet at få et barn.
Koncerten varer ca. 20 minutter og finder sted i Frugtbars stemningsfulde udstillingsrum, hvor der er bløde siddepladser og god plads til, at de små kan kravle rundt undervejs.
Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding – mød op og tag gerne din forældregruppe med!
Om Tigermor
Tigermor er et soloprojekt af musiker Camilla Bang. Hun udforsker kontrasterne i livet som mor og kvinde – det store drama i det helt almindelige hverdagsliv – gennem tekster, hvor humor og alvor går hånd i hånd.
Med sit musikalske univers ønsker hun at ophøje moderskabet og sætte ord på dybden i de mange følelser, der følger med privilegiet at blive mor.
Camilla Bang har desuden arbejdet bredt inden for scenekunst. Hun har komponeret til og medvirket i en række danske og internationale forestillinger – blandt andet MOR, der spillede på Betty Nansen Teatret i 2024.
Baby Lounge er skabt af Vejle Kunstmuseum i samarbejde med Sundhedsplejen i Vejle Kommune og muliggjort med støtte fra Spar Nord Fonden.


