Foto af Katinka Fogh Vindelev
Foto © Antje Taiga Jandrig

SPRØDE SØNDAGE: Katinka Fogh Vindelev musik og poesi til jorden

Start søndagen med strygermusik og sopransang, når Katinka Fogh Vindelev inviterer til en intim musikalsk oplevelse - og et inspirerende oplæg, der giver indblik i skabelsen af et værk i kreativt samarbejde med bl.a. digter og antropolog Sofie Isager Ahl.

Sprøde Søndage

Hvordan genopretter vi forbindelsen til jorden og giver den ny omsorg? Det spørgsmål arbejder komponist, sopran og performer Katinka Fogh Vindelev med i et nyt projekt, hvor hun i foråret 2026 sætter musik og sang til Sofie Isager Ahls nye digtsamling Elegier over jorden.

Digtsamlingen er inspireret af den antikke myte om Persefone, dronning af dødsriget og datter af frugtbarhedsgudinden Demeter, og reagerer på både den økologiske krise og et affortryllet natursyn. I Katinka Fogh Vindelevs fortolkning - med sang og strygermusik - fyldes mørket af et spirende håb.

På Vejle Kunstmuseum giver Katinka Fogh Vindelev, ledsaget af strygere, musikalske smagsprøver på værket, som opføres i sin fulde længde på Glyptoteket i foråret 2026, og fortæller undervejs om den kreative proces bag.

Imens kan du læne dig tilbage og nyde en sprød croissant, kaffe, te og et glas bobler til en inspirerende søndag formiddag.

Alt sammen koster 80 kr./person. Der er et begrænset antal billetter.

Om Katinka Fogh Vindelev

Katinka Fogh Vindelev er klassisk uddannet sopran, performer og komponist, bosat i København. Hun arbejder i krydsfeltet mellem moderne klassisk musik, opera og performance og er kendt for at skabe nye hybride formater, hvor stemme, krop og komposition smelter sammen. 

Om elegier over jorden 

I artisttalken deler Katinka Fogh Vindelev indsigter i det kunstneriske arbejde bag elegier over jorden – herunder samarbejdet med forfatter og antropolog Sofie Isager Ahl, koreograf Marie Topp og scenograf Karin Gille. Samtalen kredser om klagesangen som kunstnerisk form, om cykliske tidsforståelser og om, hvordan stemme, krop og kollektiv praksis kan åbne for nye relationer mellem menneske og jord.  

Digtsamlingen elegier over jorden af Sofie Isager Ahl udkommer i februar 2026, og det tværkunstneriske musiksamarbejde kan opleves i sin fulde version på Glyptoteket i foråret 2026. 

Om Sprøde Søndage

De appetitvækkende søndage fortsætter månedligt forår og efterår 2026 med skiftende program. Her læner vi os tilbage i inspirerende, overraskende oplevelser og lidt godt til ganen.  

Med hjælp fra tidens stemmer, forfattere, musikalske oplevelser og unikke performances i afslappede omgivelser oplever vi på den måde museets kunstudstillinger fra helt nye vinkler. 

Programmet er støttet af Spar Nord Fonden.