
Koncert: Jacob Bro Ensemble + Peter Laugesen
En helt særlig konstellation ser dagens lys, når Jakob Bro inviterer Veslemøy Narvesen, Jesper Zeuthen og Peter Laugesen ind i et sjældent møde mellem musik, tekst og fri improvisation.
Koncerten præsenteres i samarbejde med TRIO.
I et nyt møde mellem tre generationer og stærke kunstneriske stemmer inviterer Jakob Bro (ECM Records / Loveland Music) den fremadstormende norske trommeslager Veslemøy Narvesen og den legendariske saxofonist Jesper Zeuthen med på scenen. Bro og Zeuthen har gennem en lang årrække haft et tæt kunstnerisk samarbejde med Peter Laugesen, der medvirker som special guest ved koncerterne. Zeuthen har desuden netop markeret sig med to nomineringer ved DMA Jazz 2025.
Guitarist og komponist Jakob Bro (f. 1978) har udgivet 25 albums som bandleder og etableret sig som et internationalt anerkendt navn gennem samarbejder med blandt andre Paul Motian, Tomasz Stanko, Lee Konitz, Joe Lovano, Brian Blade, Charles Lloyd, Midori Takada og Palle Mikkelborg. Hans musik er samtidig omdrejningspunkt i den internationalt roste dokumentar Music for Black Pigeons af Jørgen Leth og Andreas Koefoed, som havde premiere under Venedig Biennalen og siden er blevet vist på filmfestivaler verden over.
Forfatter og poet Peter Laugesen (f. 1942) debuterede i 1967 med Landskab og har siden udgivet mere end 50 digtsamlinger. Hans omfattende forfatterskab spænder fra poesi og dramatik til oversættelser og kunstkritik, og han har gennem årtier haft et nært samarbejde med jazzmusikere og improvisatorer. I 2025 modtog han Prins Henrik Prisen for sin “originale, egenartet insisterende og vilde poesi” og sit snart seks årtier lange bidrag til dansk litteratur. Sideløbende har Laugesen markeret sig som en af landets væsentligste kunstskribenter. Det tætte forhold til billedkunsten er samlet i værket Billedskrivninger (2025), en omfattende samling tekster om nogle af det 20. og 21. århundredes mest betydningsfulde kunstnere – fra Per Kirkeby og Asger Jorn til Alberto Giacometti og Andy Warhol.
Den norske trommeslager Veslemøy Narvesen (f. 1997) har på få år markeret sig som et af de mest spændende nye navne på den nordiske jazzscene gennem samarbejder med blandt andre Nils Petter Molvær, Arve Henriksen, Ingebrigt Håker Flaten, Kit Downes, Anja Lauvdal, Dafnie og Trondheim Jazz Orchestra.
Altsaxofonist Jesper Zeuthen (f. 1949) regnes som en af de mest markante skikkelser i dansk jazz og brød allerede igennem i slutningen af 1960’erne med Blue Sun. Gennem årtier har han fortsat med at udvikle sit personlige musikalske sprog og har samarbejdet med navne som Terry Riley, Don Cherry, Marilyn Mazur, Paul Motian, New Jungle Orchestra og Jakob Bro. I 2025 blev han nomineret til to DMA Jazz-priser som både “Årets Musiker” og “Årets Udgivelse”.
Der er tale en premiere for denne kvartet, der vil afprøve nyt materiale skrevet af Jakob Bro, samt finde ind til et fælles udgangspunkt - alt rammesat af Peter Laugesens ord og stemme.
Andre aktiviteter

Baby Lounge
For forældre på barsel - helt gratis. Den sidste torsdag i hver måned åbner vi dørene til et par inspirerende og baby-venlige timer på Vejle Kunstmuseum.
