Hokusai, The Great Wave Off Kanagawa
start på hovedindhold

Hokusai - Bølgen og bjerget

Snart åbner Danmarks hidtil største særudstilling med den ikoniske japanske kunstner Katsushika Hokusai.

  • Åbner 9. oktober 2026
Vejle Kunstmuseum Flegborg 16-18, Vejle
Gratis adgang
Udstillingsperiode: 09.10.26 - 07.03.27

Flyvende drager, vilde bølger, dyr, planter - og det hellige bjerg Fuji. Vejle Kunstmuseum inviterer indenfor i Katsushika Hokusais forunderlige billedverden.

Hokusai (1760-1849) er Japans bedst kendte kunstner og en af kunsthistoriens helt store skikkelser. Han beskrev selv sin livslange passion som at være "gal med at male". Hele sit liv søgte han efter at indfange essensen af livet - det storslåede, smukke, brutale og overvældende. Hans ukiyo-e-træsnit var sin tids populærkunst og tilgængelige for de fleste. I dag regnes Hokusai for en af Japans allerstørste kunstnere.

Udstillingen åbner

Fernisering Vejle Kunstmuseum torsdag 8. oktober 2026 (Udsolgt - Venteliste)

Åben for alle fra fredag 9. oktober 2026 (Gratis adgang)

Åbningsfest for hele familien lørdag 10. oktober 2026 (Gratis, ingen tilmelding)

Vær med til at fejre udstillingsåbningen

Se alle

Nu kan publikum opleve Hokusai i et omfang, der ikke tidligere er set i Danmark. Udstillingen samler enestående nationale og internationale indlån og præsenterer hans farverige ukiyo-e tryk og bogillustrationer. Her møder vi både naturens magiske skønhed, hverdagens arbejdsliv, mytologiske fortællinger og de helt intime øjeblikke mellem mennesker.

Udstillingen viser blandt meget andet værker fra Hokusais bedst kendte serie 36 udsigter til bjerget Fuji, heriblandt den verdensberømte store bølge. Se også det unikke trebinds bogværk 100 udsigter til bjerget Fuji, hvor man sammen med de originale bøger kan komme helt tæt på de fantastiske detaljer, i en digital præsentation. Udstillingen er et overflødighedshorn af motiver som vandfald, smukke broer og mytologiske spøgelsesfortællinger.

Vejle Kunstmuseum har indlånt mere end ethundrede værker af Katsushika Hokusai, fra museer i Holland, Italien, Tyskland og Danmark.

Hokusais kunst sættes i nutidig dialog med værker af den japanske samtidskunstner Tabaimo (f. 1975) og den danske kunstner Ida Kvetny (f. 1980). Sammen åbner de for nye blikke på Hokusais univers og på vores egen relation til natur, mennesker og den verden, vi er en del af.

Hokusai - Bølgen og bjerget er en invitation til at lade sig rive med af en kunstner, der for næsten 200 år siden så verden med et blik, der stadig føles levende, modigt og moderne.

Udstillingen er støttet af: