Foto © Foto: Eliza Clarice Danesi

Midgårdsbrønden (6)

Pontus Kjermann, 2001

Torvegade v. Orla Lehmannsgade
Værktype: Fontæne/skulpturbrønd Materiale: Granit og bronze

Om værket

Midgårdsbrønden er en fontæne/skulpturbrønd, som står her i krydset mellem gågaden i Vejle og Orla Lehmannsgade.

Pontus Kjermanns vandkunst er et rundt, lavt bassin. I midten troner et fabeldyr, som er en stejlende blanding af en hest og et menneske på en stor granitsten. Rundt om stenen findes der tre markante bygninger fra middelalderens Vejle: et af byens første rådhuse, Sct. Nicolai Kirke og Sønderport. Den gamle bykerne er markeret som aftegninger i flisebelægningen på bunden af bassinet, og bykernen er omgivet af vand. En kæmpestor slange, som kan tolkes som Midgårdsormen, et af de uovervindelige fabeldyr fra den nordiske mytologi, har lagt sig truende om byen Vejle.

Slangen skal forestille Midgårdsormen, der ligger omkring Midgård, det vil sige der, hvor menneskerne bor og i dette tilfælde Vejle. Midgårdsormen repræsenterer det onde og derfor er der skrevet de årstal på dens krop, hvor Vejle har været truet af krig, ildebrand eller andre ulykker. Slangen repræsenterer også de åer og vand, som omringer Vejle. Vandet kan være farligt, for eksempel ved oversvømmelser, men det har også bragt velstand til byen, blandt andet gennem Vejle Vandmølle og handel.

Stenen er et billede på de to Jellingstene, før de fik indhugget billeder og runer i slutningen af 900-tallet. Disse runer er særlig vigtige, fordi det er her, Danmark bliver nævnt for allerførste gang på dansk grund. På Haralds sten står der, at Harald Blåtand ”gjorde danerne kristne”, og derfor bliver Haralds sten også kaldt for Danmarks dåbsattest. Når der i skulpturen ikke er runer eller billeder på stenen, er det fordi den skal forestille at være fra før Danmark blev født som nation. På resten af gågaden er der også henvisninger til Jellingstenen, da der i brolægningen er skrevet runer herfra.

Hestemennesket er Pontus Kjermanns eget fabeldyr, der vogter over Vejle by. Det er samtidig symbolet på Vejles stædighed til at rejse sig efter alle de ulykker, der har ramt byen igennem tiden. Hestemennesket er dermed også et symbol på Vejles overlevelse som by. På den originale Jellingsten er der et billede af Midgårdsormen i kamp med et fabeldyr, der har hestehoved og menneskekrop, ligesom Hestemennesket. Derfor kan skulpturen også tolkes som en kamp mellem Hestemennesket og Midgårdsormen, der har omringet Jellingstenen og spyr vand op på den.

De tre løveunger, der rider rundt på fisk, er løverne fra Danmarks rigsvåben. De er endnu ikke er blevet voksne, fordi historien i skulpturen, foregår før Danmark bliver til. Løveungerne forsøger at holde Midgårdsormen på afstand og beskytte byen.

Skulpturbrønden er erhvervet af Vejle Kommune og opsat i 2001.

 

Om kunstneren

Pontus Kjermann er født i Göteborg i 1954. Han tog til Danmark for at blive uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi fra 1979 til 1985. Han debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1981 og har siden udstillet adskillige anerkendte steder. Siden 1985 har han været lektor på Billedhuggerskolen, med speciale i gips. Herudover har han udført talrige udsmykningsopgaver i ind- og udland, og er desuden medlem af Kunstnersamfundet og Corner (2004). 

Årstallene på slangen

Kort over Vejle midtby med skulpturer markeret som pin.